Reden Ung

    Community ­medlemmer

Ingen unge skal stå alene

Reden Ung arbejder for, at ingen unge skal opleve at få deres intime grænser overtrådt, og at ingen skal stå alene, når deres grænser bliver udfordret.

Gennem dialog med unge om deres konkrete oplevelser indsamler Reden Ung viden, som videreformidles til relevante fagfolk og politiske beslutningstagere. På den måde bidrager Reden Ung til at styrke forståelsen for de udfordringer, unge står overfor, og til at udvikle bedre løsninger.

Arbejdet fokuserer på to hovedområder:

  • Afstigmatisering: Ingen unge bør føle skam over deres oplevelser. Uanset baggrunden for deres situation skal de altid have mulighed for at tale med nogen og få hjælp.
  • Grænsesætning: I en tid, hvor digitale medier i stigende grad udfordrer de sociale grænser, arbejder Reden Ung for at styrke unges bevidsthed om egne og andres grænser – og for at skabe bedre rammer for samtalen om, hvordan disse grænser respekteres.

Erfaring og indsatsområder

Reden Ung har mange års erfaring med at rådgive unge og skabe opmærksomhed om de problemstillinger, der opstår i mødet mellem unge og udveksling af seksuelle ydelser. Organisationen støtter fagfolk, der arbejder med unge, og udvikler undervisningsforløb og aktiviteter, der giver unge redskaber til at navigere i komplekse sociale og digitale miljøer.

En af Reden Ungs særlige styrker er evnen til at tale med unge om et emne, der ofte er tabubelagt – nemlig udveksling af seksuelle ydelser for penge eller gaver. Organisationen formidler denne viden videre til omverdenen på en konstruktiv og nuanceret måde. Denne tilgang blev anerkendt i 2021, da Reden Ung modtog Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris. Senest har Reden Ung erfaret værdien af denne tilgang gennem samtaler med flere hundrede unge på Roskilde og Nibe Festival, hvor både det sjove og det svære blev diskuteret.

En bredere problemstilling

Udveksling af seksuelle ydelser hænger sammen med en række sociale og sundhedsmæssige problematikker blandt unge, herunder hjemløshed, stofbrug, selvskade, psykiatriske lidelser og udviklingsforstyrrelser. Samtidig berører problemstillinger omkring intime grænser – særligt i forhold til digitale medier – stort set alle unge.

Reden Ung ønsker at være en del af løsningen for både unge i udsatte positioner og for den bredere gruppe af unge, der oplever grænseudfordringer. Organisationens langsigtede mål er, at viden om unges udveksling bliver en integreret del af indsatserne for udsatte unge, på linje med andre sociale risikofaktorer.

Derudover arbejder Reden Ung for at skabe bedre rammer for unges digitale liv. Dette indebærer både at sikre strukturelle forandringer, der sætter tydeligere grænser i det digitale rum, og at styrke unges evne til at mærke og respektere egne og andres grænser online.

En del af KFUKs Sociale Arbejde

Reden Ung er en del af KFUKs Sociale Arbejde, som i mere end 75 år har tilbudt støtte til socialt udsatte mennesker på et folkekirkeligt grundlag. KFUKs Sociale Arbejde er særligt kendt for Reden, som findes i landets fem største byer, og som Reden Ung udspringer af. Derudover driver KFUKs Sociale Arbejde krisecentre, herberger og væresteder og har i alt 14 sociale tilbud på tværs af landet.

Reden Ung har en afdeling i København på Thoravej 29 samt afdelinger i Odense, Aarhus, Aalborg og Esbjerg.

Kontakt

Kontaktperson

Ann-Sophie Ernst-Rasmussen

Rådgivningschef

ahe@redenung.dk